MARKEDSFØRTE MÆNGDER
Markedsførte mængder opgøres som den faktiske vægt i kilo for både elektrisk udstyr og batterier, der er solgt i Danmark.
Definition af vægt i forbindelse med indberetning af markedsførte mængder:
Vægten opgøres altid i kg, som vægten af hele produktet (færdigvaren) i den form den markedsføres til køberen, inkl. elektronisk tilbehør, men ekskl. batterier og akkumulatorer, emballage, brugsanvisninger og manualer.
Vægten opgøres som den samlede eksakte vægt i kg af de markedsførte produkter per kategori og slutbruger.
Ved tidligere revisionen af Elektronikaffaldsbekendtgørelsen, blev det præciseret, at der ikke må anvendes omregningsfaktorer og gennemsnitsvægte, men at det er udstyrets faktiske vægt, der skal opgøres. Herved højnes korrektheden af data for den enkelte virksomhed.
DEFINITION AF HUSHOLDNINGSUDSTYR OG ERHVERVSUDSTYR
Udstyr til slutbruger husholdning:
Elektrisk og elektronisk udstyr, der er specifikt fremstillet til anvendelse i private husholdninger, herunder udstyr af samme art og mængde som anvendes i private og offentlige institutioner, fx en almindelig kaffemaskine.
Udstyr til slutbruger erhverv:
Elektrisk og elektronisk udstyr, der er specifikt fremstillet til anvendelse i offentlige institutioner og private virksomheder. Elektrisk og elektronisk udstyr, som ikke er udstyr til private husholdninger.