Håndteringsvirksomheder

Elskrot skal indsamles og håndteres med det formål, at der sker genanvendelse af de forskellige indgående materialer. Håndtering af elskrot må derfor kun ske på miljøgodkendte behandlingsanlæg, dvs. behandlingsvirksomhederne skal være godkendt efter Miljøbeskyttelseslovens og Godkendelsesbekendtgørelsens krav.

Der er to overordnede strømme for håndteringen af elskrot:

Husholdningselskrot

Producentansvaret betyder, at producenter skal sørge for, at elskrot afhentes på de kommunale indsamlingssteder og håndteres efter gældende regler. Dette har producenterne hovedsagligt valgt at løse ved at indgå aftaler med såkaldte kollektive ordninger. De kollektive ordninger forestår arbejdet med at afholde udbud med transportører og genvindingsvirksomheder (operatører), som i en given periode skal varetage returlogistikken og behandlingen af elskrottet for producenterne. De kollektive ordninger og deres operatører bliver hvert år tildelt indsamlingssteder af DPA-System. Tildelingen er opdelt geografisk.

Erhvervselskrot

Producentansvaret betyder, at det er producenternes ansvar at etablere systemer til tilbagetagning og foretage håndtering efter gældende regler for de af deres produkter, som er omfattet af producentansvaret. Dette kan producenterne gøre f.eks. ved samarbejde med en miljøgodkendt genvindingsvirksomhed. Producenterne kan ligeledes ansvarsoverdrage sine forpligtelser til at indsamle og behandle elskrottet til modtagervirksomheden. Det er da denne som skal sørge for den korrekte håndtering af udstyret, når dette bliver til affald.

Hvad er oparbejdning og genanvendelse?

Oparbejdning og genanvendelse af elskrot består af en lang række processer som kan foregå både i Danmark og i udlandet. I Danmark vil det som regel være den første manuelle demontering og efterfølgende shredding (maskinel neddeling til mindre materielfraktioner), der foretages, mens den egentlige genanvendelse foretages på større anlæg i udlandet.


Sidst redigeret: 07. september 2016
DPA-System  |  Vesterbrogade 6D,4.  |  DK-1620 København V  |  Tel: (+45) 3915 5161  |  EAN:5790002305924  |  info@dpa-system.dk  | CVR: 29028842