Hvilke pligter?
Producenter/importører med producentansvar for batterier og akkumulatorer, der bliver markedsført i Danmark, har i henhold til lovgivningen en række pligter der skal opfyldes. Det gælder mærkning, registrering, tilbagetagning, håndtering, information, finansiering og oplysning.
Pligter under producentansvaret:
- Mærkning - at mærke udstyret med piktogram med overkrydset skraldespand.
- Registrering - at lade sig registrere i DPA-Systems producentregister med nærmere oplysninger om type mm. Producenter og importører af bærbare batterier og akkumulatorer skal ligeledes registrere sig hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
- Tilbagetagning - at afhente udtjente bærbare batterier og akkumulatorer på de kommunale genbrugspladser efter nærmere anvisning fra DPA-System (Tildelingsordningen).
- Tilbagetagning - at afhente udtjente bil- og industribatterier og akkumulatorer hos kunderne eller indgå aftale med kunderne om overdragelse af producentansvaret.
- Håndtering - at sørge for at afhentede udtjente batterier og akkumulatorer bliver særskilt håndteret af en miljøgodkendt oparbejder.
- Information - at informere oparbejdere om korrekt genanvendelse og behandling af udstyret.
- Information - at afholde offentlige oplysningskampagner om indsamling, behandling og genanvendelse af udtjente batterier og akkumulatorer.
- Finansiering - at afholde udgifter til transport og håndtering af udtjente batterier og akkumulatorer.
- Oplysning- at indberette mængdeoplysninger til DPA-System om markedsført udstyr og afhentede udtjente batterier og akkumulatorer.
Ovenstående pligter kan varetages af producenten eller importøren selv (individuelt ansvar) eller producenten/importøren kan vælge at indgå i en kollektiv ordning. Dette kaldes producentordninger.
Sidst redigeret: 25. oktober 2011